Mest læste i dag
Kylian Mbappé er blevet tilbudt en vanvittig kontrakt i Al Hilal, der vil gøre ham til den bedst betalte atlet i verden.
På det seneste har der været stor tvivl om Kylian Mbappés fremtid. Den franske stjerne har gjort sig upopulær i Paris Saint-Germain, som nu arbejder aktivt på at sælge ham.
Hans nuværende kontrakt med PSG udløber næste sommer, og han ønsker ikke at forlænge den. Det har efter sigende skabt vrede i den franske storklub, da de føler sig 'forrådt' af den 24-årige stjerne.
Tidligere har præsident Nasser Al-Khelaifi forklaret, at Mbappé har lovet ikke at forlade klubben gratis. Alligevel er det netop, hvad han har tænkt sig at gøre, ved ikke at forlænge sin aftale.
Det har nu medført, at han har fået et ultimatum af PSG. Han er blevet bedt om enten at forlænge sin kontrakt eller acceptere at blive solgt denne sommer. Da han ikke har givet udtryk for, at han vil forlænge, arbejder de nu på et salg.
Et salg af Mbappé kan vise sig at blive vanskeligt, da han er en af verdens mest værdifulde spillere. Derfor er det de færreste klubber, der har råd til at betale ham.
En af de få klubber, der har midlerne til at købe ham, er Al Hilal. Ifølge transferekspert Fabrizio Romano befinder de sig i denne uge i Paris, hvor de vil fremlægge deres tilbud til Mbappé.
Ifølge Fabrizio Romano er der tale om en meget lukrativ kontrakt, hvor han får en grundløn på 200 millioner euro om året. Det svarer til næsten 1,5 milliarder kroner.
Derudover har han mulighed for at tjene mere end tre gange så meget på diverse kommercielle aftaler og billedrettigheder. I alt kan dette løbe op til 700 millioner euro, hvilket svarer til 5,2 milliarder kroner.
Klubben er tilmed villige til at give ham en etårig kontrakt, så han kan forlade klubben næste sommer. Dermed kan han tjene 6,7 milliarder kroner på et enkelt år, hvorefter han kan skifte på en fri transfer til eksempelvis Real Madrid.