Manchester United vil sikre Kane-transfer med enormt løntilbud
Af: Nicolai Busekist
|
26/04/2023 11:57
Mest læste i dag
Manchester United er klar til at tilbyde Harry Kane en enorm ugeløn, for at sikre, at han forlader Tottenham til fordel for De Røde Djævle til sommer.
De Røde Djævle har et klart mål for næste sæson: de vil vinde Premier League. For at opnå dette, vil de have en offensiv bestående af Harry Kane og Marcus Rashford, der tilsammen kommer til at tjene 600.000 pund om ugen.
Tottenham-stjernen Harry Kane er den klare prioritet for Erik ten Hag og co., der har et stort ønske om at styrke flere positioner i truppen til sommer.
For at overbevise ham om, at et skifte til Old Trafford er den rette beslutning for ham, skulle de ifølge The Sun være klar til at tilbyde ham en ugeløn på hele 300.000 pund.
Pengene til dette vil de finde, ved at reducere David de Geas løn. Han er på nuværende tidspunkt den bedst betalte spiller i truppen med en ugeløn på 375.000 pund. Han siges dog at have accepteret en ny kontrakt, hvor han reducerer sin ugeløn til 200.000 pund.
Kane tjener på nuværende tidspunkt 200.000 pund om ugen i Tottenham, hvorfor han kan se frem til en signifikant lønforhøjelse, hvis han beslutter sig for at acceptere tilbuddet fra Old Trafford-klubben.
Ydermere arbejder de på at få Rashford til at skrive under på en ny kontrakt, hvor han står til at få en lønforhøjelse, så han får samme betaling som Kane.
Både Kane og Rashford vil også have mulighed for at udløse en række bonusser baseret på mål, titler mv. Derfor kan de forøge deres i forvejen høje ugeløn yderligere.
Allerede i sidste måned kunne SunSport afsløre, at United føler sig overbevist om, at de vil kunne hente Kane til sommer, såfremt det ender med, at Spurs ikke kvalificerer sig til Champions League i næste sæson.