David Beckham meldes at være interesseret i at købe Premier League-klubben Manchester United.
David Beckham kan være på vej tilbage til Manchester United. I denne omgang bliver det dog ikke for at indtage en rolle på banen.
Den engelske legende, der spillede for De Røde Djævle fra 1992 til 2003, kan nemlig ende med at indtage direktørgangen i klubben.
Ifølge Financial Times skulle han nemlig have interesse i at købe Manchester United. Det er nemlig blevet offentliggjort, at den famøse klub er blevet sat til salg.
Til trods for, at Beckham ikke selv har kommenteret på rygtet, skriver Financial Times, at han blandt kandidaterne, der kan ende med at overtage klubben.
Såfremt det skal blive en realitet, kræver det dog, at han kan skabe interesse omkring et opkøb. Ganske vist har han skabt en anseelig formue, men den rækker ikke til, at han selv kan købe klubben.
Det udelukker dog ikke muligheden for, at han kan blive medinvestor i et konsortium, der går sammen om at overtage Premier League-klubben.
Tirsdag blev det offentliggjort, at klubbens nuværende ejere, den amerikanske Glazer-familie, skulle være åbne for et salg, såfremt det rette bud lander på deres bord.
Uanset hvem, der køber klubben, bliver det dog næppe billigt. Ifølge Sky News kan prisen ende med at lyde på mod ni milliarder pund, svarende til 78 milliarder danske kroner.