Medie: Storklub holder øje med Rasmus Højlund

Af: Nicolai Busekist

|

19/04/2023 11:58

Mest læste i dag

Der er en klar forventning om, at Rasmus Højlund bliver solgt til sommer, da han er blevet kædet sammen med flere klubber.

En af de klubber, der siges at have et godt øje til Rasmus Højlund, er FC Barcelona. Her har Xavi og co. nemlig et stort ønske om at styrke deres offensiv, og de mener, at Højlund kan være et godt bud til dette.

Ifølge den spanske avis SPORT er han ikke deres førsteprioritet, hvilket er den kun 18-årige Vitor Roque, men kan han ikke hentes til sommer, vil de være nødt til at se sig om efter andre muligheder.

SPORT skriver, at Barcelona allerede har set sig om, og nr. 2 på deres liste skulle være den danske angriber, der i dag tørner ud for Atalanta i Serie A.

Efter sigende har Mateu Alemany, der er sportsdirektør i den spanske klub, gjort det klart for sine scouts, at de skal holde nøje øje med den danske angriber, der for alvor viste sig frem under de seneste EM-kvalifikationskampe.

Det kan ikke udelukkes, at det ikke vil være muligt for Barcelona at få fat i Roque, som de har et stort ønske om. Det skyldes, at der også er stor interesse for ham i både Chelsea og Arsenal.

Ulempen for Barcelona er, at de ikke har råd til at tilbyde ham en lige så lukrativ kontrakt, som de to engelske klubber kan.

Skulle det ske, at han søger mod Premier League, kan det få Barcelona til at rette blikket mod Højlund, som ifølge italienske medier kan koste op mod 500 mio. kr.

Det er dog ikke sikkert, at Atalanta vil give slip på ham til sommer. Det kræver nemlig, at der er en klub, der er klar til at betale en stor sum penge for ham.

SPORT mener dog, at vide, at det vil være muligt for Barcelona at forhandle prisen ned, men hvor meget de kan presse prisen, vides ikke.