Dani Alves er fortsat fængslet i en sag om en påstået voldtægt. Nu bliver der meldt ud om, hvordan han har det i fængslet.
En medfange har forklaret, at den brasilianske stjerne Dani Alves, ikke har det godt i fængslet. Ligeledes har han afsløret, at det ikke er alle medfanger, der sætter pris på hans tilstedeværelse.
"Mens alle spiser, slår de på glasset og råber: 'Du er bøsse! Voldtægtsmand!'," siger medfangen blandt andet.
Alves sidder på nuværende tidspunkt fængslet i Brians 2-fængslet i Barcelona, hvor den medfange, der har udtalt sig, også sidder.
Det er det spanske tv-program 'Fiesta', der har haft held med at finde en medfange, der har været villig til at udtale sig om, hvordan den 40-årige stjerne har det i fængslet.
Til programmet har medfangen afsløret, at det ikke er meget, Alves kommer ud fra sin celle. Når han endelig bevæger sig ud, er det typisk for at styrketræne eller se tv.
"Han er tyndere og mere udmagret," sagde medfangen, og fastslog, at Dani Alves ser trist ud til tider.
Det blev også afsløret, at det ikke kun er i retssalen, at han har erklæret sig skyldig. Det har han også gjort inde i selve fængslet.
Til en start nægtede han helt at have kendskab til kvinden, men han indrømmede senere at have haft sex med hende i en toiletbås, skrev El Pais.
Årsagen til, at han ikke blot fortalte dette med det samme er, at han ønskede at beskytte sin kone, som han dermed havde været utro.
På overvågningsbilleder fra natklubben, hvor den påståede voldtægt fandt sted, kan man se en grædende kvinde, der kort efter forlod natklubben.