Af: Nicolai Busekist
|
26/08/2023 10:14
Mest læste i dag
Der er flere store stjerner, der denne sommer er skiftet til Saudi-Arabien. Nu kan endnu et stort navn være på vej til at skrive under på en lukrativ kontrakt, da Mohamed Salah rygtes til landet.
Al-Ittihad skulle være meget ivrige efter at hente Liverpool-profilen, da de ønsker at bruge ham som ansigt udadtil for Saudi Pro League, hvor både Cristiano Ronaldo og Karim Benzema spiller.
Ifølge The Sun har den saudiarabiske klub allerede afgivet et bud på intet mindre end 150 millioner pund. Det er svarende til lidt over 1,3 milliarder kroner.
Desuden skulle han være blevet tilbudt en femårig kontrakt med en grundløn på 100 millioner pund. Ligeledes vil han få stillet et privatfly til rådighed samt et ubegrænset antal flybilletter til sin familie.
Det stopper dog ikke her. Liverpool-stjernen er nemlig også blevet tilbudt, at han kan indgå i en ambassadørrolle form Saudi-Arabien, hvilket vil bringe hans samlede lønpakke op.
The Sun skriver, at han kan ende med en årsløn på hele 173 millioner pund, hvilket svarer til lidt over 1,5 milliarder kroner. Dette er mere, end hvad Ronaldo bliver betalt i Al-Nassr.
Ydermere har han også fået et tilbud om at få aktier i et hold i fremtiden. Det skyldes, at den saudiarabiske regering har et ønske om at tiltrække private klubejere.
Tilbuddet minder derfor om det, som endte med at lokke David Beckham til MLS tilbage i 2007.
Dengang endte den engelske stjerne med at forlade Real Madrid til fordel for LA Galaxy. Den primære årsag til dette var, at han fik et tilbud om at købe aktier til en lav pris i en MLS-klub.
Denne mulighed valgte han at benytte sig af, da han sidenhen købte aktier i Inter Miami. Den amerikanske klub har denne sommer trukket overskrifter verden over, efter at have hentet Lionel Messi.
The Sun skriver, at Al-Ittihad er meget ivrige efter at hente Salah. Derfor vil de ikke give op, og bliver ved med at presse på, indtil transfervinduet lukker i den 20. september.
Han bliver set som et stort aktiv for både landet og ligaen, da han er et stort navn i Mellemøsten. Derfor ser de det som en fantastisk 'diplomatisk' tilføjelse, at han bliver hentet som spiller og ambassadør.
Fodbold
Tennis