Nu er det officielt: Her er Mason Greenwoods nye klub

Af: Nicolai Busekist

|

02/09/2023 12:19

Længe har der været spekuleret i, hvor Mason Greenwood skulle fortsætte sin karriere. Nu er det meldt ud, at han skifter til Getafe i La Liga.

Mest læste i dag

Den engelske angriber kan endelig vende retur til banen snart. Mason Greenwood har nemlig skrevet under på en ny kontrakt, og kommer til at fortsætte sin karriere i spansk fodbold.

La Liga-klubben Getafe har meddelt på sin hjemmeside sent fredag aften, at de har hentet Greenwood til Spanien.

Der er dog ikke tale om en permanent aftale. Derimod er det en etårig lejeaftale, der ikke indeholder en købsoption. Det er derfor meget sandsynligt, at han vender retur til Manchester United efter denne sæson.

Den unge angriber har været et meget omtalt navn i engelsk presse. Frem til januar 2022 var det på grund af sit høje niveau på banen, men derefter begyndte de mange artikler at handle om noget helt andet.

Her kom det frem, at han var endt bag tremmer, efter at være blevet anklaget for vold af en ung kvinde på Instagram. Kort tid efter blev han løsladt mod kaution, men United besluttede at suspendere ham.

Sagen udviklede sig ikke i den retning, som Greenwood havde håbet på, at den ville. Det endte med, at han blev søgt for forsøg på voldtægt, kontrollerende adfærd samt overgreb med personskade til følge. 

På trods af dette, er han i dag en fri mand. Det skyldes ikke, at han har afsonet en eventuelt straf. Derimod skyldes det, at anklagemyndigheden i februar i år droppede at køre en sag mod ham.

For et par uger siden blev det afsløret, at han ikke ville fortsætte sin karriere på Old Trafford. I denne forbindelse udtalte han, at han godt er klar over, at han bliver dømt af folk efter sagen.

"Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ved, at folk vil dømme mig, ud fra det de har set og hørt på sociale medier, og jeg ved, at folk vil tænke det værste," sagde Greenwood ifølge Sky Sports.