Mest læste i dag
Manchester City-træner Pep Guardiola har givet svar på, om han mener, at der er ligheder mellem Erling Haaland og Lionel Messi.
Sidste år blev Erling Haaland hentet til Manchester City, og det er et indkøb, som den engelske klub må være godt tilfredse med.
I deres seneste kamp mod West Ham scorede han sit mål nr. 51 i denne sæson. Det var også hans mål nr. 35 i Premier League, hvorfor han nu har rekorden for flest mål scoret i en enkelt sæson i den bedste engelske række.
Foruden de 35 mål, han har scoret i Premier League, har han også scoret 12 mål i Champions League, tre stk. i FA Cup samt et enkelt mål i Carabao Cup.
I og med, at der er mere end en håndfuld kampe endnu, er det svært ikke at tro, at han kommer til at score en god portion mål endnu.
Den norske angriber, der er den første spiller i Premier League til at score et hattrick i tre hjemmekampe i træk, bliver betragtet som en af de bedste spillere i verden på linje med Lionel Messi og Kylian Mbappé.
Og tidligere denne uge blev Guardiola spurgt om, hvorvidt han mener, at der er ligheder mellem Messi og Haaland - og her pegede han på to ting.
"Med hensyn til mål og mentalitet, ja," sagde han på et pressemøde ifølge Sportbible.
"Men Messi har gjort det i alle sæsoner i de seneste 10 til 15 år. Men Erling er nået op på samme niveau med hensyn til mål, siden han startede ud i Salzburg og Borussia Dortmund."
"Det er næsten hver kamp, han scorer et mål. Et eller to i hver kamp, hvor han har chancen for at gøre det."
"Men Messi er den mest komplette spiller, jeg har set, når det kommer til vision, driblinger, afleveringer, mentalitet, og i andre ting, der er svære. Forhåbentlig kan Erling nærme sig at være som Leo. Det vil være fantastisk for os og ham."
Til trods for, at det er imponerende, at Haaland har scoret 50 mål i denne sæson, er der fortsat et stykke vej op til de 73 mål, som Messi scorede i 60 kampe i den sidste sæson, hvor Guardiola stod i spidsen for Barcelona.