Politiet måtte tilkaldes: Stort skænderi mellem Piqué og Shakiras bror

Af: Nicolai Busekist

|

05/05/2023 09:58

Mest læste i dag

Gerard Piqué og Shakira blev skilt sidste år, men de fortsætter med at trække overskrifter i hele verden – og nu er det sket igen.

Forholdet mellem Gerard Piqué og Shakira har ikke været godt i et stykke tid, men nu er konflikten mellem det tidligere par blevet taget til et helt nyt niveau.

For nylig forsøgte den tidligere fodboldspiller at besøge sine børn, som Shakira har taget med sig til Miami, da hun har valgt at forlade Spanien efter parrets skilsmisse.

Hvad der blot skulle have været en far, der besøgte sine børn, endte med at være noget helt andet og mere voldsomt.

Ifølge medierne Olé og RMC Sport endte det tidligere par med at skændtes så voldsomt, at Shakiras bror var nødt til at træde til, hvilket dog slet ikke fik situationen til at falde til ro. Tværtimod.

I stedet førte det blot til, at Piqué kom på kant med sin tidligere svoger, Tonino Mebarak, som valgt at komme sin søster til undsætning, da skænderiet mellem det tidligere par blev for ophedet.

Han havde dog ikke succes med at få den tidligere fodboldspiller til at dæmpe sig. Tværtimod endte det faktisk blot med at eskalere situationen i et sådant omfang, at man måtte tilkalde både politi og sikkerhedsvagter.

På trods af, at politiet blev kaldt ud til stedet, er der ifølge mediet Telemundo ikke blevet lavet en officiel politirapport fra episoden.

I juni sidste år kom det frem, at Piqué og Shakira var gået fra hinanden. Siden da har de trukket overskrifter i hele verden. Det skete blandt andet da det kom frem, at Piqué havde været sin ekskone utro.

Derudover har de flere gange sendt stikpiller til hinanden, hvilket Shakira har gjort i flere sangtekster. Her har hun også langet ud efter Piqués nye kæreste, Clara Chia, som han var hende utro med.