Mest læste i dag
Beckham er et navn, som de fleste kender i England. Nu skal de snart stifte bekendtskab med endnu en Beckham. Denne gang er der tale om Romeo Beckham.
Premier League-klubben Brentford har været på rov i Inter Miami. De har nemlig skrevet kontrakt med Romeo Beckham, der er søn af Manchester United-legenden David Beckham.
Den 20-årige Beckham har fået en etårig kontrakt med option på et år mere. Dette kræver dog, at han formår at imponere i den engelske klub. Hvis ikke, så bliver hans ophold i klubben ikke længere, end et enkelt år.
Det skriver Brentford på deres hjemmeside ifølge B.T.
At han har skrevet kontrakt med Brentford, betyder dog ikke, at han snart får sin debut i Premier League.
Derimod er det klubbens B-hold, der får glæde af ham. Dem har han været udlejet til i foråret, men nu bliver aftalen permanent. Det betyder også, at han forlader Inter Miami, som er delvist ejet af hans far.
Neil MacFarlane, der er træner for Brentfords B-hold, er glad for, at den 20-årige offensivspiller kan fortsætte i klubben.
"Vi hentede Romeo ind på vores hold i januar, og han har været fantastisk for gruppen. Han har haft en fantastisk afslutning på sæsonen," siger han cheftræneren til klubbens hjemmeside.
Spilleren selv er også glad for, at han har fået muligheden for at bevise sit værd i London. I denne forbindelse siger han også, at oplevelsen har været en anden, end det har været tilfældet i Miami.
"Det føles fantastisk og jeg er så spændt. Fra dag ét har jeg følt mig velkommen, og jeg har elsket hvert sekund. Det har været en anderledes oplevelse i forhold til Miami," siger han til klubbens hjemmeside.
Brentford har ikke meldt noget ud om, hvorvidt han kan få debut for førsteholdet. Hvis han imponerer på klubbens andethold, kan dette dog ikke udelukkes.