Rasmus Højlund får lang kontrakt i Manchester United
Af: Nicolai Busekist
|
31/07/2023 05:57
Mest læste i dag
Rasmus Højlund er på vej til Manchester United, hvor han er blevet udstyret med en lang kontrakt.
Det er endnu ikke blevet officielt bekræftet, at Rasmus Højlund skifter til Manchester United.
Flere anerkendte medier har dog rapporteret, at skiftet er på plads. Det omfatter blandt andet The Athletic og transferekspert Fabrizio Romano.
United har længe forhandlet med Atalanta, men de to klubber har haft svært ved at blive enige om det økonomiske aspekt.
I den engelske klub har man holdt fast i, at det økonomiske krav fra Atalanta var for højt. Derfor har det taget lang tid at få en aftale på plads.
Det samme har tilsyneladende ikke været tilfældet for Højlund selv. Fabrizio Romano har tidligere meddelt, at en aftale længe har været på plads mellem spiller og klub.
Desuden rapporterer han, at Højlund allerede har talt flere gange med United-træner Erik ten Hag, og at han har fået en femårig kontrakt.
Derfor har han og klubben papir på hinanden frem til juni 2028. I denne aftale er der indskrevet en option, der gør det muligt at forlænge kontrakten til juni 2029.
Årsagen til, at der endnu ikke er meldt noget officielt ud er, at kontrakten ikke er underskrevet. Detaljerne blev først forhandlet på plads i weekenden, hvorfor dokumenterne endnu ikke er klar.
De Røde Djævle er i gang med at forberede dokumenterne, så de kan blive underskrevet i denne uge. Når der er sat en krusedulle på papiret, vil hans skifte til klubben blive officielt meldt ud.