Rasmus Nissen Kristensen skifter til italiensk klub

Af: Nicolai Busekist

|

15/07/2023 06:49

Mest læste i dag

Danske Rasmus Nissen Kristensen har fundet sig en ny klub, og er derfor fortid i Leeds United for en stund.

På det seneste har der været tvivl om Rasmus Nissen Kristensen situation i Leeds United, efter den engelske klub rykkede ned fra Premier League.

Nu står det klart, at han ikke bliver i klubben. Derimod er han skiftet til AS Roma, som har hentet ham på en lejeaftale, der gælder i den kommende sæson.

Det skriver de to klubber på deres respektive hjemmesider.

Den 26-årige forsvarer var en fast del af truppen i Leeds, hvorfor han fik en del spilletid i Premier League. Her blev det til 30 kampe og tre mål for den danske back.

Efter Leeds endte med at rykke ned, opstod der tvivl om, hvorvidt han ville blive i klubben. Det har nu vist sig, at han ikke har interesse i dette.

Nissen Kristensen skiftede til Leeds sidste sommer, hvor han blev hentet i Red Bull Salzburg. I starten af sæsonen tilbragte han en del tid på bænken, men det ændrede sig i løbet af efteråret.

Efter en række flotte præstationer, fik han en mere eller mindre fast plads i defensiven under træner Sam Allardyce.

Det høje niveau, som han har leveret i den foregående sæson, har skabt interesse for ham i andre klubber. Derfor står den nu på italiensk fodbold i den kommende sæson, hvor han i Roma kommer til at spille under Jose Mourinho.

Den italienske klub vandt i forrige sæson Conference League, og i sidste sæson spillede de sig frem til finalen i Europa League. I Serie A har Mourinho formået at føre klubben til to sjettepladser.

»Romas europæiske succes de seneste år gav mig endnu mere lyst til at spille for klubben. Jeg kan ikke vente med at få et hverdagsliv her,« siger Nissen Kristensen ifølge B.T.

Den danske forsvarer fik sin fodboldopvækst i FC Midtjylland, der i januar 2018 solgte ham til Ajax. Halvandet år senere forlod han den hollandske klub til fordel for Red Bull Salzburg.

I de seneste år har han også været en fast del af truppen på landsholdet under Kasper Hjulmand. Han fik sin debut i september 2021, og har siden da spillet 15 kampe for det danske landshold.