Robert Lewandowski skriver historie

Af: Nicolai Busekist

|

21/09/2023 06:43

Robert Lewandowski har igen sikret sig en plads i historiebøgerne, da han er blevet den ældste spiller til at score for FC Barcelona i Champions League.

Mest læste i dag

Polske Robert Lewandowski har for længst cementeret sig som en af de bedste angribere i verden. Selvom han er fyldt 35 år, er han dog slet ikke færdig, hvilket han beviste tirsdag aften.

Her sikrede han sig en plads i en klub, som hidtil kun har bestået Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, hvilket i sig selv er en stor bedrift.

Den 35-årige Barcelona-angriber scorede nemlig sit mål nummer 100 i europæiske klubturneringer, da den spanske storklub tirsdag aften vandt 5-0 over Antwerpen.

Det skriver TV 2 Sport.

Dermed er han blevet den kun tredje spiller til at opnå dette. De to andre, der har opnået samme bedrift, er Ronaldo og Messi, der har scoret henholdsvis 145 og 132 mål.

De fleste af de 100 mål er blevet scoret i Champions League, hvor han har scoret i alt 92 mål. Derudover har han også scoret tre mål i Europa League (hed tidligere UEFA Cup) samt kvalifikationen til denne turnering.

Han scorede sit første europæiske mål for mere end 15 år siden, da han i juli 2008 scorede for den polske klub Poznan. Det skete i en kvalifikationskamp til UEFA Cuppen, som senere har skiftet navn til Europa League.

Desuden melder statistiksiden OptaJose, at den polske angriber også blev den ældste spiller til at score for Barcelona i Champions League.

Da han scorede sit mål tirsdag aften, blev det gjort i en alder af 35 år og 29 dage. Dermed har han overtaget rekorden fra Gerard Piqué, der i 2021 scorede i Champions League i en alder af 34 år og 260 dage.

Med tirsdagens mål er Lewandowski oppe på fire mål i denne sæson, hvilket er scoret på tværs af seks kampe. Desuden har han også bidraget med fire oplæg.