Mest læste i dag
På det seneste har Kasper Schmeichel fået en del kritik. Det fik han blandt andet efter Nordirlands scoring til 1-0, da mange mener, at en landsholdsmålmand burde have reddet bolden.
Det er dog ikke kun i Danmark, at den 37-årige målmand må lægge øre til kritik. Det har nu også bredt sig til Anderlecht, hvor han spiller til daglig.
Det er den tidligere Anderlecht-målmand Hendrik van Crombrugge, der har langet ud efter den danske målmand. Han blev presset ud af klubben, da Schmeichel blev hentet fra Nice i september i år.
Selvom han selv er blevet presset ud af klubben, så har han mere medlidenhed med klubbens nuværende reservemålmand, Maxime Dupé. Han mener nemlig, at han har spillet godt, og at han fortjener positionen som førstemålmand.
"Den dag, Schmeichel ankom, forstod vi tydeligt, at det var ham, der skulle spille, og at målmandskampen var tabt på forhånd for Dupé," siger van Crombrugge til belgiske RTBF.
Van Crombrugge har også gjort det klart, at det ikke nødvendigvis er den bedste målmand, der får spilletid i Anderlecht.
"Dupé har fået en meget værre behandling end mig. Maxime har leveret flotte præstationer, og han har ikke fortjent det her. I så stor en klub som Anderlecht bør navn eller kontrakt ikke have nogen betydning. Det er altid de bedste 11, der bør spille. Og jeg er ikke sikker på, at det altid er tilfældet," siger han.
På trods af den seneste tids kritik, føler Schmeichel stadig selv, at han er i 'mental og fysisk god form'. Det forklarede han på et pressemøde i landsholdslejren.
Fodbold
Tennis