Trist nyt for Delaney: Har været under kniven

Af: Nicolai Busekist

|

27/09/2023 07:02

Thomas Delaney kommer ikke til at indtage banen i den nærmeste fremtid. Den danske midtbanespiller har nemlig været under kniven.

Mest læste i dag

Anderlecht har fået et hårdt slag, da de i den kommende tid må klare sig uden Thomas Delaney. Den danske midtbanespiller er nemlig blevet opereret, og er derfor ikke klar til at spille.

Årsagen til, at han har været under kniven er, at han har brækket sit kraveben. Dette oplyser hans belgiske klub i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside.

Denne skade pådrog han sig, da han og resten af Anderlecht-truppen søndag tørnede sammen med Club Brugge i den belgiske liga.

Her faldt han uheldigt ned på sin skulder kort før pausen. Det resulterede i, at han måtte udskiftes, da han ikke var i stand til at spille kampen færdig.

Han var desuden ikke alene om at blive skiftet ud med en skade i den kamp. Det samme gjorde sig gældende for Kasper Dolberg, der også spiller i Anderlecht til dagligt.

Tirsdag blev den danske landsholdsprofil opereret, og derfor skal han nu have tid til at slappe af, inden han kan begynde på sin genoptræning.

I meddelelsen fra Anderlecht lyder det, at han ikke kommer i aktion i den nærmeste fremtid. Derimod forventes det, at han kommer til at sidde på sidelinjen frem til starten af november.

Det får også konsekvenser for landstræner Kasper Hjulmand, da der dermed ikke er noget, der tyder på, at Delaney bliver klar til de kommende to kampe i EM-kvalifikationen.

Denne gang er det kampe mod hhv. Kasakhstan og San Marino, der står for døren, og de bliver spillet hhv. 14. og 17. oktober.

Cirka en måned senere skal landsholdet igen i aktion, hvor de skal spille mod Slovenien og Nordirland i samme kvalifikation. Hvorvidt den erfarne midtbanespiller når at blive klar til at deltage i disse kampe, må tiden vise.