Ytringer mod Vinicius Junior har fået konsekvenser for fans
Af: Nicolai Busekist
|
24/05/2023 07:59
Mest læste i dag
En gruppe fans, der søndag råbte racistiske ytringer mod Real Madrid-stjernen Vinicius Junior, er for alvor havnet i fedtefadet.
Fodboldklubben Valencia har meldt ud, at de tager skarpt afstand fra de fans, der søndag råbte racistiske skældsord mod den brasilianske stjerne.
"Klubben fordømmer kraftigt den adfærd, som ikke har nogen plads i fodbold og ikke svarer til Valencia CF's værdier og vores fanbase," skriver fodboldklubben Valencia på sin hjemmeside.
Søndag tillod flere fans på tribunen i en hjemmekamp mod Real Madrid at komme med racistiske tilråb mod Vinicius Junior.
"Klubben arbejder også sammen med politiet for at bekræfte identiteten på eventuelle andre potentielle lovovertrædere," forsætter klubben.
Derudover oplyser klubben, at fansene vil blive idømt livstidskarantæne fra holdets hjemmekampe. Dermed vil de ikke længere have mulighed for at komme ind på Mestalla.
Sagen stopper dog ikke her, for Real Madrid anmeldte tirsdag de ubehagelig tilråb til politiet, da de betegner det som en hadforbrydelse mod den brasilianske stjerne.
Det medførte, at politiet tirsdag kunne anholde tre personer for racisme. Der er tale om tre unge personer, der alle er mistænkt for at have stået bag de racistiske fornærmelser mod kantspilleren.
"Fra det øjeblik, de uheldige hændelser indtraf, har klubben analyseret alle tilgængelige optagelser," oplyser Valencia CF ifølge Ritzau.
"Vi har arbejdet sammen med myndighederne så hurtigt som muligt for at afklare, hvad der skete for at kunne handle hurtigt og kraftfuldt."
Vinicius Junior delte efter kampen en opsang på de sociale medier. Her kaldte han blandt andet Spanien for et racistisk land, mens han langede kraftigt ud efter La Liga for ikke at handle.
Hele situationen på banen kulminerede med, at Real Madrid-stjernen fik vist et rødt kort. Det skyldtes, at han under noget tumult slog en Valencia-spiller.