Aston Martin er det første team i feltet, der nu kommer med en officiel dato for, hvornår de løfter sløret for den nye bil, der skal på asfalten i den nye sæson.
Formel 1-teamet kommer nu som de første med dato for, hvornår man kan se den nye racer, der skal bruges i den nye sæson. Den 10. februar løfter de sløret for bilen fra deres hovedkvarter i engelske Gaydon.
Man håber, at 2022-sæsonen bliver en sæson med flere opture, end dem man oplevede i sidste sæson, hvor det ikke helt blev den sæson, som Aston Martin havde håbet.
Her blev det kun til én podieplacering, efter den tidligere verdensmester Sebastian Vettel kørte sig til en andenplads i Aserbajdsjan. Rigmandssønnen Lance Strolls bedste placering blev til en sjetteplads.
Aston Martin har allerede lavet udskiftninger forud for den nye sæson. CEO’en Otmar Szafnauer er nemlig røget på porten for at gøre plads til en erstatning, der endnu ikke er fundet.
Det bliver dog interessant at se Aston Martins nye bil den 10. februar, og om den kan lave om på resultaterne. Ifølge Motorsport rygtes det, at Ferrari vil vise deres bil frem omkring datoerne fra 16. til den 18. februar.
Uanset hvad vil man kunne se alle de nye biler, når der bliver testkørt i Barcelona den 23. februar. Holdene får seks dages testkørsel forud for sæsonen, der starter den 18. marts.