I lang tid har der været tvivl om Kevin Magnussens fremtid hos Haas. Nu har teamchef Günther Steiner meldt ud.
Der er ikke noget, der tyder på, at der bliver skiftet ud blandt kørerne hos Haas. Derimod siger Günther Steiner, at han er godt tilfreds med sine to nuværende kørere.
Det udtaler han ifølge Reuters forud for Canadas Grand Prix.
Det vil altså sige, at Haas regner med, at de ikke skal i gang med at skifte hverken Nico Hülkenberg eller Kevin Magnussen ud. Af denne grund kan den danske racerkører se frem til at fortsætte sin karriere i Formel 1.
"I forhold til markedet for kørere, så tror jeg, at vi lige nu er ret glade, for det vi har," sagde Steiner ifølge Reuters.
"Vi vil selvfølgelig gerne kunne annoncere vores kørere til næste sæson så hurtigt som muligt, så vi ikke skal gå rundt ligesom sidste år og fortælle jer (journalister, red.), at det kommer ved næste løb, og så sker der ikke noget."
Magnussen er i gang med sin anden sæson hos Haas, efter han vendte retur til holdet kort før 2022-sæsonen. Her blev han hentet som afløser for Nikita Mazepin, der blev opsagt på grund af hans fars forbindelser til Vladimir Putin.
Hans nuværende kontrakt løber frem til udgangen af denne sæson, hvorfor han og Haas er nødt til at sætte sig ved forhandlingsbordet, hvis han skal fortsætte med at køre for dem i næste sæson.
Nico Hülkenberg har lidt mindre erfaring som Haas-kører, da han blev hentet til holdet i denne sæson. Det skyldtes, at man besluttede sig for at droppe Mick Schumacher, der ganske enkelt kostede holdet for mange penge i skader.
I denne sæson har Haas ikke helt fået tingene til at fungere. De har været ramt af flere problemer, der har gjort, at de ikke har scoret det antal point, som de havde regnet med.
I skrivende stund befinder de sig på en 7. plads i konstruktørmesterskabet. I alt er det lykkedes dem at hente otte point efter sæsonens første løb. Kun to af disse point er blevet leveret af Magnussen.