Mest læste i dag
Kevin Magnussen har givet klart udtryk for, at han ikke mener, at det er den rigtige retning for Formel 1.
En stor del af løbet i Aserbajdsjan brugte Kevin Magnussen på at stirre ind i Alexander Albons bagvinge, fordi det ikke var muligt for ham at overhale.
Den danske kører var dog langt fra den eneste, der havde dette problem, da det var tilfældet for det meste af feltet i det udramatiske løb i Baku.
Det skyldes i høj grad, at der forud for løbet var blevet truffet en beslutning om at forkorte DRS-zonen med 100 meter, da det gjorde det svært at overhale for de fleste i feltet.
På Miamis International Autodrome vil der også være to DRS-zoner, der er blevet kortere, end de var sidste år. Det er der flere, der har givet udtryk for, at de ikke er tilfredse med.
En af dem, der har slået fast, at han mener, at det ikke er den rigtige retning for Formel 1, er danske Kevin Magnussen.
"Det er ikke den rigtige retning, hvis de vil have flere overhalinger. Det er blevet sværere (sammenlignet med sidste år, red.) at følge en anden bil. Forkortede DRS-zoner hjælper ikke," sagde Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.
Ganske vist er han ikke glad for, at DRS-zonerne er blevet gjort kortere, men han mener, at de tekniske regler i 2022 er et fremskridt for sporten.
"Det er nemmere at følge en anden bil end i 2021, men det bliver værre. Regelændringen med gulvet til i år hjalp ikke. Hertil kommer den naturlige del med udviklingen af bilerne. Når du presser alt aerodynamisk, bliver bilerne mere følsomme over for luftstrømme, og det bliver sværere at køre tæt på en anden," lød det fra ham.
Kevin Magnussen og co. skal søndag aften køre det reelle løb i Miamis Grand Prix. Løbet starter kl. 21.30 dansk tid.