Mest læste i dag
Kevin Magnussen har afsløret, at han er spændt på at se reel forandring hos Haas, efter at Ayao Komatsu har taget over som teamchef. Han blev præsenteret kort tid efter, at holdet meddelte, at de havde stoppet samarbejdet med Günther Steiner.
Steiner havde kontraktudløb ved årsskiftet, men Haas besluttede, at de ikke ville forlænge denne kontrakt. I stedet valgte de at gå i en anden retning, da de har overladt styringen til ingeniøren Komatsu.
I forbindelse med præsentation af holdets nye bil, har Magnussen udtalt sig om sine forventninger for fremtiden. Han kom også kort ind på, at han godt kunne lide at arbejde sammen med Steiner.
"Jeg elsker Günther. Jeg har haft et godt forhold til ham i den tid, jeg har været hos Haas, men det er også spændende at se nogle forandringer. Nogle reelle forandringer," sagde Magnussen ifølge Reuters.
"Jeg synes, det er fantastisk, at Ayao allerede tager fat om nogle af elefanterne i rummet, herunder at vores udviklingsforløb for en sæson bare ikke har været godt... Det er bestemt meget spændende tider for os i Haas."
Komatsu har også udtalt sig om, hvad han forventer af den kommende sæson. Her sagde han, at holdet sandsynligvis kommer til at befinde sig bagerst i feltet i den første del af sæsonen.
Årsagen til dette er, at de sidste år brugte mange penge og ressourcer på en opgradering, der ikke har båret frugt. Torsdag udtalte han, at de har en plan om at skifte strategi. Desuden sagde han, at deres plan for 2024, er at slutte som nummer otte i den samlede stilling.
Fodbold
Tennis