Mest læste i dag
Kevin Magnussens kone, Louise Gjørup, har delt en lykkelig nyhed for parret.
Det var ikke meget, som danske Kevin Magnussen havde at juble over, da han kørte over målstregen i søndagens løb i Aserbajdsjan, da han ikke fik scoret point.
Til gengæld har han noget helt andet at glædes over, da han og konen Louise Gjørup har løftet sløret for en lykkelig nyhed.
Til sommer skal parret nemlig være forældre til deres andet barn, hvorfor de inden længe udvider deres familie fra tre til fire personer.
Derudover kan de også glæde sig over, at de fra 1. maj igen har adresse i Roskilde, efter at have boet i en lejlighed i København i en årrække.
I forvejen er Kevin Magnussen og Louise Gjørup forældre til datteren Laura på to år, som nu kan se frem til at blive storesøster for første gang.
Det er Formel 1-stjernens kone, der har afsløret den lykkelig nyhed, hvilket hun har gjort med et opslag på det sociale medie Twitter.
"Sommer-baby/lillesøster," skriver hun som tekst til et billede, hvor hun stolt viser sin mave frem.
Da den 30-årige racerkører blev far til sit første barn, var der stor glæde at spore. Omvendt lagde han dog ikke skjul på, at det var noget helt andet at skulle indstille sig på at være forældre.
"Der er det en brat opvågning at få et lille barn. Jeg er stadig meget heldig at have en kone, som er megafleksibel og klar til at sætte alle sejl til for at få ting til at spille, når jeg er væk," sagde han til Ekstra Bladet for to år siden, og fortsatte:
"Det sætter ting i perspektiv, og man finder ud af, hvad der er vigtigt i livet."
Parret har kun meldt ud, at det bliver en pige, og at hun bliver en 'sommerbaby'. De har derfor ikke løftet sløret for, hvornår Louise Gjørup skal føde.