Lando Norris indrømmer: Et af de hårdeste løb, jeg har kørt
Af: Nicolai Busekist
|
26/05/2022 10:00
Mest læste i dag
McLaren-kører Lando Norris har afsløret, at weekendens løb i Barcelona var 'et af de hårdeste løb, han nogensinde har kørt'. Og det var der en helt særlig grund til.
I det spanske grandprix sikrede Lando Norris sin fjerde top 10-placering i seks løb i denne Formel 1-sæson.
Og McLaren-stjernen havde god grund til at være stolt af dette, da han faktisk havde sværere vilkår end de andre kørere, da han var hårdt ramt af tonsillitis. Det skriver Mirror.
Den 22-årige racerkører så også synligt påvirket ud under paraden forud for løbet, og ønskede at forblive dækket af en paraply. Ikke desto mindre lykkedes det dog for ham at sikre sig en 8. plads i søndagens løb.
"I dag var hård. Jeg havde det virkelig dårligt før løbet, da jeg lider af tonsillitis, og det i kombination med de høje temperaturer gjorde dette til et af de hårdeste løb, jeg nogensinde har kørt," sagde Norris efter løbet.
"Jeg har været lidt bagud denne weekend, da det meste af min energi er blevet brugt på at bekæmpe denne sygdom. Jeg har været nødt til at gå glip af mange sessioner, hvilket har ødelagt min weekend, og jeg var bestemt ikke så forberedt, som jeg kunne have været."
"Med det i tankerne er jeg virkelig glad for at være kommet ud af løbet med anstændige point til holdet."
Norris flyttede sig endda hele tre pladser frem i feltet, da han under kvalifikationen kun havde formået at sikre sig en 11. plads.
Dette står i kontrast til holdkammeraten Daniel Ricciardo, der startede på en 9. plads, men endte med at krydse stregen på en 12. plads.