Mest læste i dag
Rygterne har svirret i længe, men nu er det blevet officielt. Fra 2026 bliver bilfabrikanten Audi en del af Formel 1-feltet.
Længe har det været rygtet, at Audi arbejdede på et samarbejde med Sauber, der nu kører under navnet Alfa Romeo. Onsdag blev det officielt.
Det betyder, at Audi bliver tilknyttet Sauber som strategisk partner fra 2026. Det oplyser Formel 1 på sin officielle hjemmeside.
"Vi kender allerede Sauber Group for gode faciliteter fra tidligere samarbejde og er overbevist om, at vi kommer til at danne et stærkt team," siger Audis bestyrelsesmedlem Oliver Hoffmann i forbindelse med nyheden.
I august meddelte Audi, at den tyske bilfabrikant ville træde ind i Formel 1 i 2026 som motorleverandør for et af de eksisterende hold. Nu står det klart, at det bliver Alfa Romeo, der må vige pladsen for Audi.
Indtil 2026 kommer der dog ikke til at ske forandringer i forhold til holdets motorleverandør. Derfor vil de fortsætte med at køre med Ferrari som motorleverandør.
Forbindelse til Alfa Romeo bliver dog skåret fra allerede fra 2023. Når der tages hul på 2024-sæsonen, vil det igen ske under navnet Sauber. Det skriver Autosport ifølge Ritzau.
Audi har ikke tidligere været en del af Formel 1. Det bliver derfor første gang, at den tyske bilfabrikant kommer til at fungere som motorleverandør til et Formel 1-hold.
Fodbold
Tennis