Overraskende kører kan konkurrere med Daniel Ricciardo og Lando Norris om Sergio Perez' sæde
Af: Nicolai Busekist
|
05/12/2023 17:00
Mest læste i dag
På det seneste har der været sået tvivl om, at Carlos Sainz' langsigtede fremtid hos Ferrari. Hans nuværende aftale udløber ved udgangen af 2024-sæsonen, hvilket også er tilfældet for Charles Leclerc.
Angiveligt har Leclerc allerede skrevet under på en ny kontrakt, der løber frem til udgangen af 2019. Det samme er ikke tilfældet for Sainz, hvis forhandlinger med Ferrari har ramt et bump.
Ifølge italienske La Gazzetta dello Sport vil Sainz have en kontraktforlængelse på minimum to år. Hos Ferrari foretrækker de derimod at forlænge hans ophold med et enkelt år.
Mediet skriver, at dette kan bane vejen for, at han afløser Sergio Perez i 2025. Den mexicanske kørers nuværende kontrakt udløber nemlig ved udgangen af næste sæson, og der er ingen indikationer af, at den bliver forlænget.
Faktisk har der været forlydender om, at han kan blive fyret allerede før eller i den kommende sæson. Det skyldes, at han har præsteret langt under niveau, og er blevet slået af Max Verstappen i stort set alle løb i sæsonen.
Da Sainz har en fortid hos Red Bull, og er et produkt af deres juniorprogram, er han ifølge La Gazzetta dello Sport højt på Red Bulls liste over potentielle kandidater for 2025.
Det er dog værd at nævne, at han også har været kædet sammen med Audi, som træder ind i Formel 1 i 2026. Han har dog selv flere gange understreget, at hans største ønske er at blive hos Ferrari.
Er der hold i rapporten fra La Gazzetta dello Sport, kommer Sainz sandsynligvis til at konkurrere med kørere som AlphaTauris Daniel Ricciardo og McLarens Lando Norris. De er nemlig begge blevet kædet sammen med sædet.