Af: Nicolai Busekist
|
27/05/2024 14:33
Mest læste i dag
Sergio Perez har beskyldt Kevin Magnussen for 'farlig kørsel' efter deres store kollision på første omgang ved Monacos Grand Prix.
Mexicaneren, der startede som nummer 16, blev ramt af Magnussen efter første sving. Magnussens venstre forhjul ramte Perez' højre baghjul og sendte ham ind i barrieren i en voldsom kollision, der foregik med omkring 260 km/t.
Perez ramte derefter Nico Hülkenberg, hvorfor hans Red Bull-racer ikke stod til at redde. Det var også tydeligt at se, da den endelig holdt stille midt på vejen omkring casinoet i Monaco.
Hans bil var totalskadet og havde kun ét hjul tilbage, men nutidens bilers styrke blev vist, da han gik derfra uden skader. Red Bull-stjernen var dog utilfreds med, at Magnussen ikke modtog nogen straf for at have forårsaget kollisionen.
"Dette var farlig kørsel… Bare at holde fuld gas velvidende, at der ville komme kontakt på et tidspunkt," sagde han ifølge Daily Mail.
"Jeg synes, det var farlig kørsel. Vi skal spørge, hvorfor det ikke blev undersøgt, for uden undersøgelse får vi ingen grund til, hvorfor det ikke var en straf. Jeg er virkelig overrasket."
Magnussen, der har 10 strafpoint, mente, at Perez skulle have givet ham plads. Det havde Perez dog også et svar til.
"Nogle gange er du nødt til at tage en hurtig beslutning og tænke: 'Der er kun én vej, og det bliver kontakt, så jeg bør trække mig'. Men han går efter kontakten," sagde Perez.
Magnussens teamkammerat Hülkenberg, der også udgik efter kollisionen, kaldte kollisionen for 'unødvendig'. Det var nemlig en ulykke, der endte med at koste dyrt for det lille hold.
Fodbold
Tennis