Tidligere F1-kører stikker til Schumacher: Skal først forbi Kevin

Af: Nicolai Busekist

|

30/04/2022 12:14

Mest læste i dag

Den tidligere Formel 1-kører stikker til Mick Schumacher, der er søn af legenden Michael Schumacher. Han mener nemlig ikke, at han er klar til et Ferrari-sæde.

Østrigske Gerhard Berger, der gennem sin 14 år lange Formel 1-karriere, fra 1984 til 1997, nåede at køre 240 grandprixer, mener ikke, at den unge Mick Schumacher er klar til at få et sæde hos Ferrari.

Der har naturligvis været spekulationer om dette, da han siden januar 2019 har været en del af Ferrari Driver Academy. Det var desuden Ferrari, der hjalp ham med at få et sæde hos Haas.

Til trods for, at han hidtil har kørt 25 grandprixer, er det endnu ikke blevet til ét eneste point for den tyske racerkører. Og i denne sæson har han fået konkurrence fra Kevin Magnussen, der allerede har sikret sig 15 point i denne sæson.

Netop derfor mener Berger, at Schumacher først skal forbi Kevin, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at sikre sig et sæde i en Ferrari-racer i fremtiden.

"Først og fremmest mener jeg, det er for tidligt for Mick at skifte til Ferrari. Mick skal først vise vejen og vise, at han kan konkurrere mod sin holdkammerat og køre sig foran ham. Derfor venter der ham en kæmpestor opgave," sagde han til Planet F1.

Han tror dog heller ikke, at Mick rent faktisk tænker på Ferrari. Han mener derimod, at han er fokuseret på at præstere i sin nuværende racer.