Kevin Magnussen lagde ikke skjul på, at han ikke var tilfreds, da han udtalte sig efter kvalifikationen til søndagens løb i Monaco.
Når Formel 1-løbet sættes i gang søndag eftermiddag i Monaco, bliver det med Kevin Magnussen på en 13. plads. Og det har han ikke lagt skjul på, at han ikke er helt tilfreds med.
Han peger dog også på, at han røg ud i anden runde af kvalifikationen, da han måtte se sit sidste forsøg spoleret af trafik på bane. Det medførte, at han ikke fik den tid, han ville have.
Omvendt har han dog også løftet sløret for, at det i lige så høj grad var hans eget holds ageren under kvalifikationen, der har ført til frustrationer hos ham.
"Det var bare for rodet. Der var de røde flag (afbrydelser, red.), og vi fik ikke styr på, hvad vi skulle. Vi var ikke enige om, hvad vi var i gang med, så det er op ad bakke. Men sådan er det," sagde Kevin Magnussen ifølge Ritzau.
Monaco er kendt for at være en meget smal bane, der gør det svært for enhver kører at overhale. Det kan derfor vise sig at blive en stor kamp for Magnussen at få point med hjem.
På trods af, at han ikke har de bedste forudsætninger, har den danske racerkører dog ikke helt afskrevet muligheden.
"Vi er ikke så langt fra pointene, så der kan ske meget. Det var ikke engang trafikken, der var afgørende (i kvalifikationen, red.). Det var det med, at der kom et rødt flag, og så gik der rod i det," lød det fra ham.