Utilfreds Kevin Magnussen langer ud efter strategi

Af: Nicolai Busekist

|

24/07/2023 06:03

Mest læste i dag

Ungarns Grand Prix endte med en fiasko for Kevin Magnussen, der sluttede løbet som nummer 17.

Kevin Magnussen var slet ikke tilfreds efter søndagens grandprix i Ungarn. Her langede han både ud efter bilens fart, holdets dækstrategi samt de manglende opgraderinger af Haas-bilen.

"Jeg har det ikke ret godt med resultaterne. Det var en skuffende dag for os. Jeg havde ingen fart på de hårde dæk, og jeg havde to lange perioder på de hårde dæk," sagde han til holdets hjemmeside ifølge Ritzau.

"Vi skulle nok have været på en strategi med tre pitstop. Vi forsøger altid at lære noget fra hvert løb, og vi skal forsøge at gøre noget anderledes i Belgien, siger Magnussen til holdets hjemmeside."

Med en plads som nummer 17, havde Kevin Magnussen langt til point i Ungarn. Til trods for, at han ikke var tilfreds med dette, forsøger han at bevare roen.

Derudover ser han frem mod næste løb, som bliver afviklet i Belgien i den kommende weekend. Derfor varer det ikke længe, inden den danske kører får en ny mulighed for at hente point til den næste tomme pointkonto hos Haas.

I samme ombæring har han dog også gjort det klart, at det ikke er nok, at de er tålmodige. Haas er nødt til at bringe nogle opgraderinger til bilen, hvis de skal gøre sig forventninger om at kunne konkurrere med de øvrige hold.

Heller ikke holdkammeraten Nico Hülkenberg fandt den store succes i Ungarn. Han havde ellers kørt en god kvalifikation, der gav ham gode forudsætninger for at hente point. Det lykkedes ham ikke, da han sluttede som nummer 14.

Efter løbet tøvede teamchef Günther Steiner ikke med at kalde det et 'vanskeligt løb'. Alligevel mener han, at de fik det bedste ud af det, selvom placeringerne ikke var pointgivende.

Samtidig fortalte han også, at de er i fuld gang med arbejdet på bilen. Derfor håber han på at kunne få løst deres problemer, så de fremover kan køre med om pointene.