Fury og Usyk forhandler: Her finder kampen sted

Af: Nicolai Busekist

|

26/10/2022 09:50

Mest læste i dag

Tyson Fury og Oleksandr Usyk forhandler om en kamp næste år. Efter sigende vil kampen finde sted i Saudi-Arabien i marts.

The Gypsy King vender retur til ringen i den 3. december. Her skal han bokse mod Derek Chisora på Tottenham Hotspur Stadium.

Fury-lejren arbejder dog allerede på den næste kamp. Den britiske verdensmester er nemlig ivrig efter at aftale en kamp med ukrainske Usyk.

Ukraineren vandt over Anthony Joshua i august, hvor han sikrede sig både WBA-, WBO-, IBF- og IBO-titlerne. Efter kampen gjorde han det klart, at han vil have en kamp mod Fury.

Og forhandlingerne om en sådan kamp er allerede i fuld gang. Det rapporterer ESPN, der også melder, at det forventes, at kampen vil blive afviklet i Saudi-Arabien i marts.

Top Rank-præsident Todd DuBoef har også udtalt sig om det, da begge boksere ønsker at kampen skal finde sted.

Fury har før sagt, at han kan gøre det af med Usyk inden for fire runder. Dengang gav han ukraineren en kort deadline, og udtalte samtidig, at han ville have 500 millioner pund for en kamp.

Usyk svarede ved at kalde Fury for en 'galning' og beskyldte ham for at frarøve fans 'en af de bedste historiske kampe i boksehistorien'.

Hvis kampen bliver en realitet, vil det være første gang, der kæmpes om alle fire verdenstitler i sværvægtsdivisionen.

Usyk har for nylig gjort det klart, at han ikke er færdig, når han har bokset mod Fury. Han ønsker nemlig også at tage en tur i ringen med Deontay Wilder.

"Når jeg er blevet færdig med Tyson Fury, så taler vi med Deontay Wilder. Jeg vil træne hårdt," lød det fra ham ifølge The Sun.