Går i fars fodspor: Tiger Woods' søn imponerer med vildt drive
Af: Nicolai Busekist
|
17/12/2023 17:00
Mest læste i dag
Det er de færreste, der vil erklære sig uenige i, at Tiger Woods har gjort sig bemærket som en af de bedste golfspillere i historien. Der er endda flere, der mener, at han er dén bedste spiller i historien.
Hvorvidt han er det eller ej, er en evig debat, som der er mange forskellige holdninger til. At han har en yderst succesfuld karriere som golfspiller bag sig, kan ingen dog tage fra ham.
Derfor har han naturligvis også mulighed for at dele ud af sin store viden og erfaring til sin søn, Charlie Woods. Det har han gjort, og den 14-årige golfspiller har helt afgjort også taget det til sig.
Det har han for nylig vist under første runde af PNC Championship, der bliver spillet på Ritz Carlton Golf Club. Her formåede han at lave et drive på 13. hul, der nåede en længde på 321 yards, hvilket svarer til omkring 293 meter.
Hans hold var fem under par efter 12 huller under regnfulde og blæsende forhold. Selvom de fik en god start, var de alligevel et stykke bag Kuchars øverst på ranglisten.
På 13. hul besluttede Charlie Woods sig for at finde sin driver frem, da han ville gå direkte efter greenen på par 4-hullet. Og det havde han faktisk så god succes med, at han formåede at slå den over greenen.
Både Tiger og Charlie fik mulighed for at putte fra positionen, men ingen af dem kunne udnytte den mulige eagle. I stedet måtte de tage til takke med en birdie, hvorfor de var seks under par med fem huller tilbage.
Tiger Woods har også i mange år været kendt for at have en enorm styrke og teknik, der gør, at han kan lave slag med imponerende længde.