Mest læste i dag
Tiger Woods har indrømmet, at han ikke længere er i stand til at spille alle de turneringer, som han egentlig gerne ville. Derfor vil han holde fokus på majorturneringer.
På et pressemøde efter sin sidste runde ved Genesis Invitational, hvor han gik to slag over par, sagde Tiger Woods, at han føler, at det går i den rigtige retning for ham.
Hans deltagelse ved Genesis Invitational, er hans første turnering, siden han spillede med i British Open i juli sidste år.
Han er stadig hårdt ramt af de skader, han endte med at pådrage sig, da han var involveret i en alvorlig bilulykke i februar 2021. Det gjorde, at han sidste år kun kunne spille med i de tre majorturneringer US Masters, British Open og PGA Championship.
Han har nu gjort det klart, at hans mål er, at han fremover vil nøjes med at spille med i de fire majorturneringer, der bliver afviklet hvert år.
"Mit mål for hvert eneste år fremadrettet er at spille i alle major-turneringerne. Jeg kommer ikke til at spille i mange flere turneringer end det," sagde han på et pressemøde ifølge Ritzau.
"Min krop og mit ben og min ryg tillader mig ikke længere at spille meget mere end det," tilføjede han.
I år vil de fire majorturneringer falde som følgende: US Masters i april, PGA Championship i maj, US Open i juni og The Open, der også er kendt som British Open, i juli.
Fodbold
Tennis