Den danske tennisstjerne har vist sig fra sin bedste side på det seneste, og for dette roses han af verdensetteren Carlos Alcaraz.
På det seneste har Holger Rune vist sig at være i en helt forrygende form. Og det er ikke noget, der kun er blevet lagt mærke til i Danmark.
Derimod er det også noget, som flere af tennissportens helt store stjerner har lagt mærke til. Blandt andet har verdensetter Carlos Alcaraz rost den jævnaldrende Holger Rune.
Det gjorde han forud for deres respektive semifinaler i ATP 500-turneringen i Basel, hvor Rune vandt, mens Alcaraz blev sendt hjem.
"Han spiller fantastisk. Han forbedrer sig meget, spiller aggressivt og går efter vinderslag. Jeg har ikke kunnet se en hel kamp med ham endnu, men resultaterne er der. Han vandt en turnering (Stockholm Open, red) og var i finalen i Sofia," udtalte han til TV 2 Sport ifølge Ritzau.
Igennem ungdomsårene var både Rune og Alcaraz at finde i toppen af verdensranglisten, hvorfor de også flere gange har stået ansigt til ansigt på tennisbanen.
Og den spanske stjerne er ikke i tvivl om, at Rune går en lys fremtid i møde. Overfor TV 2 Sport gjorde han det nemlig klart, at han mener, at den danske stjerne kommer til at ligge i toppen af tennissporten i mange år.
Lørdag vandt han i to sæt over spanske Roberto Bautista-Agut, hvilket har sikret ham en plads i finalen i ATP 500-turneringen i Basel, hvor han kommer til at stå overfor Felix Auger-Aliassime, der i skrivende stund er nr. 9 på verdensranglisten.