Mest læste i dag
Den danske ishockeystjerne Lars Eller kan bryste sig af at være rundet en ganske imponerende milepæl.
Natten til fredag kunne Lars Eller glæde sig over, at han opnåede en milepæl, som de færreste kan skrive på CV'et.
Den 33-årige danske ishockeystjerne spillede nemlig sin NHL-kamp nr. 1.000, når man også tæller slutspilskampe med. Det skriver Ritzau.
Det er en imponerende bedrift i sig selv, men det bliver kun endnu mere imponerende af, at han faktisk er den eneste dansker, der nogensinde har opnået dette.
Ikke nok med, at han natten til fredag kunne fejre den flotte milepæl, så kunne han også glæde sig over, at han og Washington Capitals sikrede sig en sejr.
Sammen med resten af Capitals-mandskabet sikrede Eller en sejr på 3-2 over Ottawa Senators efter forlænget spilletid. I alt fik danskeren 19 minutter på banen.
Lars Eller spillede sin første kamp i NHL i 2009, hvor han spillede for St. Louis Blues. Kun et år senere blev han hentet til Montreal Canadiens, inden han i 2016 foretog skiftet til Washington Capitals.
Da han har været en del af truppen i Capitals siden 2016, er størstedelen af hans NHL-kampe også spillet her. Faktisk har han spillet 522 ud af sine 1.000 kampe for Capitals.
I 2018 var han med til at vinde Stanley Cup-trofæet, hvilket han var den første dansker til at gøre. Der er desuden ingen anden dansker, der har gjort det siden.