En kvinde har lagt sag an mod Mike Tyson, som hun har anklaget for både vold og voldtægt.

Mike Tyson er på ny havnet i problemer, da en kvinde har lagt sag an mod ham i New York. Hun anklager den i dag 56-årige stjerne for at have voldtaget hende.

LÆS OGSÅ: Gareth Bale skifter sportsgren

Det viser en række dokumenter, der ifølge Ritzau er blevet indgivet til en domstol i New York.

I disse dokumenter lyder det, at kvinden hævder, at hun mødte den kendte bokser på en natklub. Hun sætter ikke et specifikt årstal på, men angiver blot, at det var ‘tidligt i 1990’erne’.

Efter at have mødt ham på en natklub, valgte hun at følge med ham ud i en limousine. Her skulle han angiveligt have tævet hende, inden han voldtog hende.

“Som resultat af Tysons voldtægt, led jeg og lider jeg stadigvæk af fysiske, psykiske og følelsesmæssige skader,” lyder det fra den kvinde, der har lagt sag an mod Mike Tyson.

Kvindens identitet er ikke blevet afsløret, men det fremgår dog af de dokumenter, som Ritzau har fået indsigt i, at hun går efter at få en erstatning på 5 mio. dollars, hvilket svarer til ca. 34,2 mio. kr.

Mike Tyson har endnu ikke reageret på den nye sag. Det samme gør sig gældende for den tidligere boksers advokat.

LÆS OGSÅ: Modstanderen er fundet: Joshua vender retur den 1. april

Tyson har for længst lagt sin karriere som bokser bag sig, og arbejder i dag i cannabisindustrien, hvor han har sit eget mærke af produkter. Hertil er han også vært på en podcast ved navn ‘Hotboxin’.