Lando Norris taler ud om forhold til Daniel Ricciardo

Af: Nicolai Busekist

|

17/12/2022 11:56

Mest læste i dag

Der har været rygter om, at Lando Norris og Daniel Ricciardo hader hinanden. Nu sætter Norris ord på rygterne.

Lando Norris og Daniel Ricciardo var holdkammerater i 2021- og 2022-sæsonen, hvor de begge var tilknyttet McLaren.

Fra næste sæson er det ikke længere tilfældet, da McLaren og Ricciardo er blevet enige om at ophæve hans kontrakt. I stedet er han blevet reservekører for Red Bull Racing.

Der har været flere tilfælde, hvor de to Formel 1-stjerner er stødt sammen. Blandt andet udtalte Norris, at han 'ingen sympati' havde for Ricciardo, da han blev fyret.

En måned tidligere havde Ricciardo kaldt Norris et 'r**hul' fire gange i et bizart interview.

Til trods for, at der har været flere episoder mellem dem, har Norris intet had til sin tidligere holdkammerat. Det har han gjort klart i et interview med mediet The Race.

"Det frustrerer mig, når jeg ser folk forsøge at få det til at se ud som om, at vi hader hinanden, eller at vi ikke kan lide hinanden, eller kan have det sjovt eller hvad som helst," siger han.

"Jeg hader, at folk tror det, fordi der ikke har været et tilfælde, hvor det har været sandheden."

Han fortæller også, at han blot har været ærlig omkring, at det ikke er hans job at hjælpe Ricciardo, hvis han har svært ved at præstere.

Samtidig langer han også ud efter de personer, der tolker det som om, at han ikke bryder sig om australieren, eller at de ikke er venner - og at folk ofte kun læser en overskrift, som de skaber egne konklusioner ud fra.

Ydermere roser han også Ricciardo, og siger, at der er punkter, hvor han gerne vil være som ham.

"Jeg vil gerne være god til det, som Daniel er god til. Jeg ved, hvilken person han kan være på en bane, og den person, han kan være udenfor banen, og den respekt han kan have på begge sider af platformen," siger han.

"Jeg tror, det er det, han er rigtig god til. Når han tager hjelmen på, bliver han denne fyr. Og når han tager den af, er han den sjove fyr."

"Han er sandsynligvis stadig en sjov fyr, når han er i bilen! Men det er bare et andet niveau af koncentration. Og man glemmer lidt de sjove ting."