Modstanderen er fundet: Joshua vender retur den 1. april

Af: Nicolai Busekist

|

24/01/2023 09:54

Mest læste i dag

I lang tid har der været spekuleret i, hvornår Anthony Joshua vender retur til ringen - og hvem hans modstander vil være.

Anthony Joshua har ikke været i aktion, siden han tabte sin anden kamp til ukrainske Oleksandr Usyk i august sidste år.

Siden da har der været flere rygter om, hvornår han ville vende tilbage til ringen. Blandt andet har det været på tale, at han skulle i aktion mod Tyson Fury i december.

Hertil har der også været en del rygter om, at en kamp mod Deontay Wilder skulle være på vej. Nu har det dog vist sig, at det bliver en helt tredje mand, han kommer til at møde.

Ifølge Daily Mail bliver det nemlig Jermaine Franklin, han skal møde, hvilket angiveligt kommer til at finde sted den 1. april i O2 Arena i London.

Det er ikke noget, der er blevet meldt officielt ud endnu, men Daily Mail mener at vide, at der er blevet skrevet under på kontrakten mandag eftermiddag.

Det vil være første gang siden 2016, at Joshua vender retur til O2 Arena i London. Hans seneste kamp i den store arena var mod Dominic Breazeale i juni 2016, hvilket var en kamp, han endte at vinde.

29-årige Franklin var senest i aktion i november sidste år, hvor han boksede mod Dillian Whyte. Kampen endte han med at tabe på point, selvom han selv mente, at han havde vundet, hvilket han gjorde klart efter kampen.