Nu er det officielt: Premier League-klub henter ukrainsk stjerne

Af: Nicolai Busekist

|

16/01/2023 09:56

Mest læste i dag

Han har længe været på radaren i flere engelske klubber. Nu har han valgt sin fremtidige arbejdsplads, og har skrevet kontakt med Chelsea.

I de seneste uger har der været stor tvivl om, hvor ukrainske Mykhailo Mudryk skulle fortsætte sin karriere. Det er der ikke længere tvivl om.

Chelsea har bekræftet på sin hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med den 22-årige kantspiller, som de henter i Shakhtar Donetsk.

Han var længe rygtet til London, men oprindeligt var der forlydender om, at han havde sat sig fast på et skifte til Arsenal. I sidste øjeblik kom Chelsea ind fra sidelinjen, og formåede at sikre hans underskrift.

Meget tyder på, at den engelske klub satser på, at Mudryk bliver en vigtig spiller for dem, da han er blevet installeret i klubben med en kontrakt, der løber de næste otte og et halvt år.

Transferekspert Fabrizio Romano melder, at Chelsea formåede at kapre handlen med et bud på intet mindre end 745 millioner kroner.

Efter det enorme bud fra Chelsea, skulle det have været op til den unge kantspiller at beslutte, hvor han skulle fortsætte sin karriere. Og angiveligt satte Chelsea alt ind på at overbevise ham om, at hans hjemmebane skulle hedde Stamford Bridge.

Med henblik på at overbevise ham om at vælge Chelsea, blev to klubbosser sendt afsted til Antalya, hvor Shakhtar var på træningslejr, da de ønskede at få lukket aftalen med både spiller og klub.

Da alle parter var nået til enighed, blev der sørget for, at den 22-årige kantspiller blev fløjet til London i et privatfly.

Mudryk har længe været en eftertragtet spiller, hvilket især hænger sammen med, at han har spillet 44 kampe for Shakhtar, hvori han har bidraget med 12 mål og 17 oplæg.