Mest læste i dag
I to årtier stod han i spidsen for den olympiske komité i Brasilien. Nu skal han 30 år og 11 måneder i fængsel.
Carlos Arthur Nuzman skal i fængsel i 30 år og 11 måneder. Det skriver ESPN ifølge B.T.
Den tidligere OL-boss er blevet dømt skyldig i korruption, hvidvask og skatteunddragelse. Angiveligt sørgede han for, at OL blev afholdt i Rio i 2016 ved at købe stemmer.
Nuzman, der i dag er 79 år gammel, slipper dog for at skulle ruske tremmer for nu. Hans appel skal nemlig høres først, men han risikerer at tilbringe resten af sit liv bag tremmer.
Det var dog ikke blot Nuzman, der blev dømt i forbindelse med sagen. Også tidligere guvernør i Rio Sergio Cabral og forretningsmændene Arthur Soares og Leonardo Gryner blev dømt.
Alle fire er blevet dømt for at have koordineret bestikkelsen ved at købe stemmer af Lamine Diack, der er tidligere præsident for internationale atletikforbund, samt dennes søn.
Sergio Cabral har tidligere afsløret, at han betalte op imod 13 millioner kroner for at modtage seks stemmer på, at Rio skulle være vært for både OL samt de paraolympiske lege.
I samme ombæring forklarede han også i retten, at pengene til bestikkelsen stammede fra en gæld, som Arthur Soares havde til ham.
Det er dog ikke alt. Senere betalte han nemlig yderligere 3,3 millioner kroner til Lamine Diacks søn. Det blev gjort for at sikre yderligere tre stemmer fra medlemmer af IOC (Den Internationale Olympiske Komité).
Cabral må dog efterhånden have vænnet sig til et liv bag tremmer, da han har siddet fængslet siden 2016. Sagen er dog ikke slut for ham, da han angiveligt kan se frem til flere retssager for sin rolle i den omfattende korruption.
Bestikkelsen og korruptionen førte til, at Rio fik værtskabet foran flere andre byer, herunder Tokyo, Chicago og Madrid.