Potentielt afbud til Australien Open fra Djokovic

29/11/2021 10:14

|

Nicolai Busekist

Foto: Julian Finney/Getty Images

Mest læste i dag

Novak Djokovic kan meget vel ende med at melde afbud til det kommende Australian Open. Det skyldes turneringens krav om vaccination.

Australian Open, der er årets første grand slam-turnering, har den serbiske stjerne Novak Djokovic vundet de seneste tre gange. Desuden har han vundet turneringen ni gange i alt.

På trods af hans gode historik i den prestigefyldte turnering, kan 2022-udgaven meget vel blive uden hans deltagelse. Sådan lyder det fra hans far, Srdjan Djokovic, ifølge Ritzau.

Det skyldes ikke, at han har pådraget sig en skade, men derimod er årsagen, at der stilles krav om coronavaccination for at deltage i turneringen.

"Når det handler om at blive vaccineret eller ej, så er det hver enkelts personlige ret at vælge, om man vil vaccineres. Ingen har ret til at træde ind i ens intimsfære," siger Srdjan Djokovic til serbiske TV Prva ifølge Ritzau.

"Under denne form for afpresning vil Novak formentlig ikke deltage. Jeg ville ikke gøre det, hvis det var mig. Og han er min søn, så du kan selv vurdere mit udsagn."

Der er dog endnu ikke blevet meldt noget officielt ud fra spilleren selv. Hidtil har han ikke være meget for at tale om emnet, hvilket han blandt andet også nægtede ved sæsonfinalen tidligere på måneden.

Såfremt han beslutter sig for, at han ikke vil lade sig vaccinere, så går han glip af muligheden for at vinde turneringen for fjerde gang i træk. Det vil ligeledes være tiende gang, at han står som vinder af turneringen.

Ydermere vil han ikke nå sin 21. grand slam-titel, hvilket ellers vil placere ham foran både Roger Federer og Rafael Nadal i historiebøgerne, skriver Ritzau.

Både Roger Federer og Rafael Nadal har valgt at blive vaccineret mod coronavirus, hvorfor de altså begge kan deltage ved Australian Open, der indledes den 17. januar i Melbourne.

Dog har Federer været nødt til at melde afbud til Australian Open, eftersom han endnu ikke forventer at være ovre sin knæskade til den tid.