Rafael Nadal reagerer på exit fra Australian Open

19/01/2023 09:56

|

Nicolai Busekist

Foto: Clive Brunskill/Getty Images

Mest læste i dag

Onsdag morgen dansk tid blev Rafael Nadal sendt ud af Australian Open, efter et nederlag på Rod Laver Arena.

Efter Rafael Nadals nederlag til Mackenzie McDonald onsdag morgen dansk tid, har der været spekuleret i, om det var sidste gang, han ville deltage i Australian Open.

Det skyldes, at det var en både frustreret og skadet Rafael Nadal, der forlod Rod Laver Arena, efter at have tabt sin kamp i tre sæt.

Til trods for dette, har den spanske stjerne ikke planer om at kaste håndklædet i ringen. Det faktum, at han i stigende grad har problemer med skader, er heller ikke noget, der får ham til at stoppe.

"Det er meget simpelt. Jeg elsker at spille tennis. Jeg ved, det ikke varer for evigt, men jeg vil kæmpe for det, som jeg altid har gjort," sagde han på et pressemøde efter kampen ifølge Ritzau.

Jeg kan bare ikke sige, at jeg ikke er ødelagt mentalt nu, for så ville jeg lyve, lød det fra Nadal efter kampen. Lad os se, hvor slem skaden er, og om jeg kan komme tilbage og følge tenniskalenderen."

Cirka halvvejs gennem andet sæt tog Nadal sig til venstre hofte, da han pådrog sig en skade, hvilket fik ham til at forlade banen for at modtage behandling.

På pressemødet efter kampen udtalte han, at han ikke ved, om han kunne have vundet kampen, hvis ikke han havde pådraget sig en skade, men han er sikker på, at han havde haft en bedre chance for det.

Han gjorde det også klart, at han er meget træt af det, og at han ikke har den store lyst til, at det skal være et samtaleemne.

Desuden blev han spurgt om, hvorvidt han overvejede at trække sig fra kampen, hvilket han gjorde, men han besluttede at spille videre.

"Jeg overvejede det, men spurgte ikke fysioterapeuten. Jeg er gammel nok til at kende mig selv, og jeg forsøgte at spille videre uden at forværre skaden," sagde han, og forklarede, at han ikke kunne løbe eller slå en baghånd.