Sådan kan Max Verstappen vinde VM i weekenden

06/10/2022 11:27

|

Nicolai Busekist

Foto: Mark Thompson/Getty Images

Mest læste i dag

Viser Max Verstappen sig fra sin bedste side i weekenden, kan han sikre sig VM-titlen, når han og resten af Formel 1-feltet kører i Japan.

Hvis den hollandske racerkører formår at vinde i Japan samt sætte hurtigste omgangstid, er Max Verstappen sikret årets VM-titel med fire grandprixer tilbage.

Allerede i sidste uge havde den 25-årige Max Verstappen mulighed for at sikre sig VM-titlen. Det gik han dog glip af, da han måtte nøjes med en syvendeplads i Singapore.

Søndag skal han og de øvrige kørere i aktion igen, og her får han derfor en ny chance for at vinde sit andet verdensmesterskab, når sæsonens femtesidste grandprix køres i japanske Suzuka.

Ender han med at vinde og køre hurtigste omgang, så vinder han VM. I en række andre scenarier, vil mindre også kunne gøre det, men vil han være på den sikre side, kræver det både en sejr og hurtigste omgangstid.

"Det ville være rart at vinde titlen her, men hvis det ikke sker, vil chancen være endnu større næste gang," lyder det fra den unge hollænder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han ved godt selv, at det kræver, at han kører godt, hvis han skal vinde titlen, fortæller han.

"Jeg har brug for en perfekt weekend for at vinde titlen her i Japan, men jeg tænker ikke så meget over det. Jeg vil bare forsøge at maksimere alt," siger han.

Vinder han VM-titlen i Suzuka, vil han være den blot tredje kører, der har vundet en VM-titel i Formel 1 med fire løb eller derover tilbage. Det er en bedrift, der hidtil kun er opnået af Michael Schumacher og Sebastian Vettel.