Mest læste i dag
Den rumænske tennisstjerne Simona Halep har i kølvandet på sin dopingdom delt et opslag på det sociale medie Instagram.
Opslaget blev delt kort tid efter, at The International Tennis Integrity Agency (ITIA) tirsdag meldte ud, at hendes to dopinganklager har ført til en dom på fire års karantæne.
Selvom hun officielt er blevet dømt, nægter hun at acceptere det, hvorfor hun har i sinde at blive ved med at bekæmpe beslutningen.
"Jeg har dedikeret hele mit liv til den smukke sport, tennis. Jeg tager reglerne meget alvorligt og er stolt af, at jeg aldrig bevidst har brugt forbudte stoffer. Jeg nægter at acceptere deres beslutning om en karantæne på fire år," skriver hun på Instagram.
Ifølge B.T. blev den tidligere Wimbledon-vinder sidste år teste positiv for midlet Roxadustat. Det er et problem, da det figurerer på Det Internationale Tennisforbunds dopingliste.
Derudover er hun også blevet dømt for nogle 'uregelmæssigheder' i hendes blodpas. Flere gange har Halep langet ud efter processen, som har været meget langtrukken, da hun længe har ventet på at få et klart svar.
"Mens jeg er taknemmelig for endelig at have en afgørelse efter det flere gange er blevet udskudt, og efter jeg har følt, jeg har været i skærsilden i et år, er jeg i chok og skuffet over deres beslutning," skriver Halep.
Hun slår også fast, at hun går meget op i reglerne, og at hun er blevet testet mere end 200 gange i løbet af sin karriere. Ydermere afslører hun, at det var en ændring i hendes kosttilskud, der fik hende til at indtage det forbudte stof.
Derfor fastholder hun, at hun har indtaget stoffet ved en fejl. Desuden fortæller hun, at hun fortsat vil kæmpe for at få renset sit navn, så hun kan komme retur til tennisbanen.
Hun har været midlertidigt suspenderet siden oktober sidste år, hvilket bliver modregnet i dommen. Det betyder, at hun nu har karantæne til og med den 6. oktober 2026.
Fodbold
Tennis