Mest læste i dag
Det ser ud til, at der er lange udsigter til, at man igen får Roger Federer at se på en tennisbane.
Roger Federer vil ikke være at finde blandt deltagerne ved årets første grandslam-turnering, Australian Open.
Den 40-årige tennisstjerne, der har vundet den store turnering hele seks gange, afslører, at hans knæ har brug for ro. Det skriver avisen Le Matin.
"Jeg er nødt til at være tålmodig og give mit knæ tid til at hele. De næste måneder bliver afgørende," siger Roger Federer.
Federer er blevet opereret i menisken og for en bruskskade. For nylig er hans genoptræning begyndt, men han når ikke at være klar til Australian Open.
Ifølge tennisstjernen har den første kontrol hos lægen vist sig at være 'meget opmuntrende'. Alligevel er der dog lange udsigter til, at han kan gøre comeback på tennisbanen.
Stjernen fortæller også, at han sigter efter at vende tilbage til sommer, men at han ville blive overrasket, hvis han er klar til at deltage ved Wimbledon, der starter i juni.
På trods af skaderne, er den succesfulde tennisstjerne dog ikke klar til at indstille sin karriere endnu. Han har derimod en klar ambition om at forsøge at vende tilbage til topniveau.
"Mit liv ville ikke falde sammen, hvis jeg ikke kommer i en grandslam-finale igen. Men det vil være den ultimative drøm at vende tilbage. Og jeg tror stadig på det," siger Federer ifølge Ritzau.
Det er lang tid siden, at han sidst har været på banen. Han har nemlig ikke været i aktion, siden han røg ud af Wimbledon-kvartfinalen den 7. juli.