Måtte trække sig med skade: Nu melder Tauson-lejren ud

Af: Nicolai Busekist

|

28/09/2023 06:48

Clara Tauson forlod banen med tårer i øjnene, da hun måtte trække sig fra en WTA-turnering i Kina. Nu er der nyt fra holdet.

Mest læste i dag

Onsdag blev Clara Tauson nødt til at trække sig fra sin kamp i anden runde ved WTA-turneringen i Ningbo i Kina. Da hun forlod banen, var hun tydeligt berørt af situationen, da hun lod tårerne få frit løb.

Undervejs fik hun behandling i både ryg og ofte, men til sidst blev hun nødt til at trække sig, da det ganske enkelt blev for meget for hende.

Efterfølgende har der ikke været de store meldinger omkring hendes situation, men det er der nu blevet lavet om på. Hendes far, Søren Tauson, har nemlig udtalt sig kort om det til TV 2 Sport.

"Vi har et forsigtighedsprincip, og derfor stoppede Clara. Det var ikke noget stort. Safety first," siger han til TV 2 Sport.

Hertil slår han også fast, at det ikke betyder, at hun er færdig i Kina. Dermed bliver der fredag taget hul på China Open i Beijing, og der er en klar forventning om, at hun kommer til at deltage.

"Der begynder en stor turnering på fredag i Beijing (China Open red.), og jeg forventer, at hun spiller den," fortsætter han.

Tauson havde tabt sit første sæt med 6-4 og var bagud med 0-1 mod Vera Zvonareva, da hun besluttede sig for at kaste håndklædet i ringen.

Formår hun at blive klar til at spille China Open, som er en stor WTA 1000-turnering, skal hun først igennem kvalifikationen. Dette kræver dog, at hun når at blive sin skade kvit.

På det seneste har det været en svær tid for Tauson. Det er kun en lille uge siden, at hun blev så dårlig under en kamp, at hun måtte sætte sig på banen. Også her endte det med, at hun måtte trække sig fra kampen.