Af: Nicolai Busekist
|
12/01/2024 10:00
Mest læste i dag
Den australske tennisspiller Nick Kyrgios har langet ud efter landsmanden Pat Cash, fordi han har kritiseret publikum ved Australian Open.
Det sker efter, at den 58-årige Cash udtalte, at tilskuerne var blevet for højrøstede under kampene. Han mener, at det er kommet ud af kontrol, og at der bør gøres noget ved det.
"Jeg synes, at det australske publikum i de sidste 10 år er kommet lidt ud af kontrol," sagde han ifølge Express.
Men Kyrgios er slet ikke enig med dette, hvilket hænger sammen med, at han er en spiller, der elsker at interagere med publikum under sine kampe.
Derfor lægger han heller ikke skjul på, at han ikke bryder sig om udtalelsen fra Cash.
"Absolut latterlig kommentar fra et eller andet gammelt hoved, der ikke aner, hvordan markedsføring eller hvordan tingene fungerer i dagens tidsalder. Der er brug for underholdning," siger han til Daily Mail Australia, og fortsætter:
"Denne generation har ikke en stor opmærksomhed. Derfor ser de klip på Instagram. De er 15-20 sekunder lange. En person som Pat Cash ville ikke være i stand til at forstå det koncept."
Kyrgios skal ikke selv spille ved Australian Open i år, da han endnu ikke er klar til at vende retur fra sin skade.
Det betyder dog ikke, at han bliver væk fra den store turnering. I stedet har han landet en rolle som ekspert på Eurosport, hvorfor han vil stå for dele af dækningen af årets første Grand Slam.
Det samme er i øvrigt tilfældet for Holger Runes træner, Boris Becker. Han og Kyrgios har på det seneste haft en fejde på de sociale medier, hvorfor det bliver spændende at se, hvorvidt de har begravet stridsøksen.
Fodbold
Tennis