Af: Nicolai Busekist
|
20/05/2023 09:01
Mest læste i dag
Tennisstjernen Simona Halep er kommet i nye problemer, da hun er blevet sigtet for et nyt brud på reglerne.
Siden oktober sidste år har Simona Halep ikke deltaget i en officiel tennisturnering. Det skyldes, at hun har været suspenderet, fordi hun blev testet positiv for doping ved US Open.
Selvom situationen i forvejen ikke var sjov for tennisspilleren, er den nu blevet værre.
Den rumænske tennisstjerne er nemlig blevet sigtet for endnu en overtrædelse af dopingreglerne. Denne gang er der tale om en sigtelse for 'uregelmæssigheder i hendes biologiske atletpas'.
Sådan lyder det fra BBC.
Det er en helt ny sigtelse, der intet har med den overtrædelse at gøre, som hun i forvejen er suspenderet for. Det betyder, at hendes suspendering kan ende med at blive forlænget.
Den rumænske stjerne blev testet positiv for midlet roxadustat, der er et særligt lægemiddel mod anæmi (blodmangel). Lægemidler bliver brugt til at stimulere produktionen af røde blodlegemer i kroppen.
Halep har hele tiden holdt fast i sin uskyld, og det var hun også hurtig til at bedyre på de sociale medier, efter sin suspendering.
"Jeg vil kæmpe til enden for at bevise, at jeg aldrig har taget noget stof med vilje, og jeg har tro på, at sandheden vil komme frem før eller siden," skrev hun, og fortsatte:
"Igennem hele min karriere har tanken om at snyde aldrig strejfet mine tanker, og det går totalt imod alle de værdier, som jeg er opvokset med."
Fodbold
Tennis