Tennislegende antyder snarligt karrierestop

Af: Nicolai Busekist

|

14/05/2022 13:00

Mest læste i dag

Tennislegenden har antydet, at et karrierestop kan blive aktuelt i den nærmeste fremtid, da han fortsat plages af en skade i foden.

Den 21-dobbelte Grand Slam-vinder blev torsdag slået ud af Rome Masters, hvor han tabte 1-6, 7-5, 6-2 til den canadiske sensation Denis Shapovalov.

Under kampen kunne man se, at den spanske tennisspiller haltede rundt på banen, og at han var ude af stand til at bevæge sig optimalt, når han forsøgte at placere sig, så han kunne ramme bolden.

Hans nederlag i den tredje runde i Rom, er det tidligste, han har forladt turneringen siden 2008. Det vidner naturligvis klart og tydeligt om, at han er meget påvirket af sin skade i foden.

"Lad os se, hvor længe jeg kan blive ved, eller indtil mit hoved fortæller mig noget andet, for lige nu må jeg acceptere, at mine dage er sådan her," sagde Nadal efter kampen ifølge Metro.

"Der vil være et øjeblik, hvor mit hoved vil bede mig om at stoppe, fordi jeg ikke kan blive ved med ikke bare at tænke på tennis, men også tænke på det normale liv. Det er min virkelighed."

"Med sådan en daglig smerte er det hårdt for mig. Jeg har sagt det flere gange: Jeg spiller for at være glad, og fordi at det at spille gør mig glad, men nogle gange fjerner smerten den lykke."