Mest læste i dag
Conor McGregors comeback i UFC kan ende med at blive udskudt med seks måneder, lyder det fra USADA.
McGregor er endnu ikke vendt tilbage til oktagonen, efter han brækkede sit ben i en kamp mod Dustin Poirier ved UFC 264 i juli 2021.
LÆS OGSÅ: Tiger Woods med hentydning om pension
Onsdag meldte han dog ud, at han er klar til at blive testet i februar, og derfor kan vende retur.
"Jeg er klar til at blive testet i februar. Jeg vil gennemføre mine to tests ved USADA, og vi booker en kamp," skrev han.
Ifølge talkSPORT er McGregor dog endnu ikke genindtrådt i United States Anti-Doping Agency, hvilket han skal have været i seks måneder, før han kan blive booket til at kæmpe inde i UFC.
En UFC-kæmper kan dog blive undtaget fra denne regel af Dana White, så vedkommende hurtigere kan vende tilbage, og det er noget, der er blevet gjort tidligere.
I så fald vil det blot være et krav, at MMA-kæmperen, som i dette tilfælde vil være McGregor, består to dopingtests, inden han kan vende retur til UFC.
Det vil dog ikke være tilfældet for McGregor, da USADAs kommunikationsdirektør Averi Walker ikke mener, at den irske superstjerne er berettiget til at blive undtaget.
"McGregor er ikke tilmeldt vores testpulje og skal være det i seks måneder, medmindre der gives en undtagelse, som vi ikke tror vil være relevant," sagde Walker til ESPN.
Da han blev spurgt, om det er et krav, at McGregor skal være i denne pulje i seks måneder, før han kan vende tilbage, sagde UFC-præsident White: "Ja, han skal være i puljen i seks måneder."
Og efter at være blevet spurgt, om den 34-årige 'ikke kan vende tilbage i de næste seks måneder', tilføjede han: "Ja."
Der var oprindeligt en forventning om, at McGregor ville vende tilbage allerede dette efterår, men han har været nødt til at udskyde sit comeback på grund af problemet med sine spark.