Mest læste i dag
Danske Viktor Axelsen har sikret sig en plads i semifinalen ved Japan Masters. Det gjorde han med en sejr i tre sæt over Jonatan Christie tidligt fredag morgen dansk tid.
Selvom det endte med en dansk sejr, så var det ikke en kamp uden problemer. Tværtimod lagde han ud med at tabe sit første sæt, hvorefter andet sæt også kunne være gået indoneserens vej.
I sidste ende var det dog Axelsen, der var stærkest, og han fik derfor sendt kampen ud i tredje sæt. Her var det som om, at han fandt et helt nyt niveau. Han begik ingen fejl og endte med en sejr på 21-9 i sidste sæt.
Efter kampen forklarede han, at han var glad for at have vundet, da han ikke har haft de store forventninger forud for turneringen. Dette skyldes, at han var småskadet inden turneringens start - og det er han stadig.
"Jeg er rigtig, rigtig glad og positivt overrasket. Jeg har ikke haft store forventninger til turneringen, så det er rigtig fedt at stå i semifinalen. Det har været en kamp overhovedet at blive klar," sagde han til TV 2 Sport.
Den danske badmintonstjerne har døjet med en skade i foden på det seneste. Det er denne skade, der tvang til at trække sig fra både Denmark Open og French Open. Indtil videre er han positiv omkring skaden, men han kan først give en mere konkret melding lørdag.
"Jeg ved først i morgen (lørdag red.), hvordan foden har det. Jeg krydser fingre for, at jeg ikke vågner og har ondt," lød det.
I semifinalen kommer han til at stå overfor kvalifikationsspilleren Takuma Obayashi, der er nummer 37 i verden. Han slog på overraskende vis Anders Antonsen i dagens anden kvartfinale.
Fodbold
Tennis