Holger Runes mor er ikke i tvivl: Det bliver monsterbrutalt
Af: Nicolai Busekist
|
16/11/2023 14:00
Mest læste i dag
Torsdag aften skal Holger Rune i aktion ved ATP Finals i Torino. Det er en meget vigtig kamp, da den har betydning for, om han sikrer sig en plads i semifinalen.
Selvom Rune generelt er en populær herre, skal han næppe forvente den store støtte torsdag aften. Tværtimod skal han forvente, at han kommer til at have omtrent 12.000 italienere imod sig.
Årsagen er, at det er Jannik Sinner, der står på den anden side af nettet. Han forventes naturligvis at få maksimalt støtte fra hjemmepublikummet.
Dette fik man en tydelig fornemmelse af, da Sinner tirsdag spillede mod Novak Djokovic. Her var den serbiske stjerne ganske vist også selv god til at opildne publikum, hvilket naturligvis kun gjorde stemningen mere fjendtlig.
Ikke desto mindre mener Aneke Rune, at hendes 20-årige søn skal forvente at træde ind i en fjendtlig arena torsdag aften.
"Det bliver brutalt. Det er der ingen tvivl om. Det bliver monsterbrutalt. Han er jo deres folkehelt, Sinner. Han har gjort det vanvittigt godt, og han er på hjemmebane. Taget kommer til at lette i morgen (torsdag, red.)," siger hun til TV 2 Sport.
Det er ikke første gang, at Rune kommer til at stifte bekendtskab med det italienske publikum. Det prøvede han også under ATP 1000-turneringen i Rom, hvor han spillede mod Fabio Fognini
"Vi kunne allerede se i Rom, da Holger spillede mod Fognini, at da han blev præsenteret og gik ind på banen, begyndte de (tilskuerne, red.) at buhe. Og det er ikke, fordi de ikke kan lide Holger, men fordi de supporter deres folkehelt så meget. Det må man leve med og finde sig i," siger hun.
Til sidst understreger hun, at Rune efterhånden er vant til det. Derfor er han også forberedt på det værste, når han torsdag aften træder ind i arenaen.